Nyttehavesæson 2014 begyndt

2014-04-19b

Hvidløg og porrer

Så er havesæsonen gået i gang igen :-) …Eller egentlig startede sæsonen vel længe siden – det har jo været et temmelig varmt forår i år – men jeg har bare ikke haft tid til at kigge ind i nyttehaven før i dag.

Haven lignede sig selv. Pastinakkerne, som vi glemte at grave op sidste år, var i fuld blad (Hmm… mon de stadigvæk kan bruges?). Hvidløg, som altid trives rigtig godt, havde allerede lange stilke. Og også porrerne havde overvintret ganske fint, så dem høstede jeg. Og her lidt senere på aftenen bliver de så brugt til et kinesisk-inspireret måltid :-)

Den egentlig grund til at jeg tog til haven, var kompost. Hjemmekomposten producerer mere kompostjord end vi kan bruge hjemme på altanen, så i dag slæbte jeg et par posefuld til nyttehaven.

Hjemmekomposteret køkkenaffald

Hjemmekomposteret køkkenaffald som jordforbedring og gødning til nyttehaven

Kompost er jo rigtig god til jordforbedring, og en smart måde at gøde planterne. Grøn køkkenaffald bliver til gødning, i stedet for at blive sendt til forbrændingsanlægget (som diverse andet affald).

Umiddelbart lyder det som en perfekt løsning, som alle vil støtte op om. Men sådan er det desværre ikke – i hvert fald ikke i København. Man må faktisk ikke bare sådan uden videre transportere kompost fra en matrikel til en andet.

Det er en gammel regel, som burde ændres – eller fjernes helt. Og det er i øvrigt en af de ting vi arbejder for i gruppen “Kompost KBH” (www.facebook.com/groups/283172978446560), som er et nyt netværk for alle kompostinteresserede.